I den skov jeg bor ved, møder jeg ofte en skovfoged med en meget gammel hunhund. Hunden går som en gammel kommode, stiv i kroppen og meget, meget langsomt. Ejeren kører ud i skoven med hende og lader hende trisse rundt. Den gamle hund kan ikke gå ture sammen med hans unge hund, der skal på lange ture, så det bliver til en lille ekstra tur med den gamle. – Det gør hende så glad siger skovfogeden.

Det gør mig så glad.

Der er en tendens til, at lige så snart at vores hunde ikke længere kan følge med i vores tempo så ‘må de videre over regnbuen’ … De hunde der har fulgt os i tykt og tyndt, skal kunne følge med. Ellers bliver de aflivet ‘for deres egen skyld’.

Jeg er ikke helt enig i at en gammel hund ikke kan have et dejligt liv, hvis vi bare sætter vores ambitioner og tempo ned, når vi er sammen med den.

Selvfølgelig skal de gamle hunde ikke lide og holdes kunstigt i live.. Selvfølgelig ikke!  Men når en veninde med en ældre hund oplever, at folk er begyndt at sige, at hun vel også skal til at tænke på, hvornår det er tid…? – Fordi hunden ikke løber så stærkt mere, det er blevet svært at hoppe op i sofaen og den er lidt stiv i kroppen, når den vågner…   Lad nu vores kære hunde blive gamle, bulede og langsomme og ELSK dem i det tempo der passer til dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.