HundPlus.dk

Der er flere muligheder for at gøre dette til om ikke en hyggestund, så i hvert fald en ok stund: Grundlaget er jo lagt hos opdrætteren, der allerede har hyggeklippet klør et par gange, når man henter ved 8 uger, og så er det bare at holde ved lige med et lille bitte klip mindst en gang om ugen. Hvis det er blevet til en rigtig ubehagelig oplevelse af en eller anden grund, så er det i gang med langsom tilvænning, meget gerne med klikkeren.

Lad klosaksen ligge en uge på sofabordet og skub lidt rundt med den, løft den lidt og når Vuf kan kigge på den uden at løbe væk så begynd at klikke og guffe for det. Gå langsomt frem.. pote i én hånd, saks i anden – klik … saks i samme hånd som pote – klik osv.. snak i mens, eller syng.. vores vejrtrækning påvirker dem så meget, og det er svært at holde vejret mens man synger..

Det kan være være smart at lade hunden stå op og løfte poterne, som når man renser hove på en hest. Hvis den sidder ned, skal den sidde ‘i samme retning’ som dig selv, så der ikke hives frem i poten.. Det kan være en hjælp at bruge en sliber i stedet for en saks, men kun kort tid pr klo, den bliver varm ! Hvis kløerne er blevet alt for lange kan man dels gøre som illustrationen viser, og man kan file kløerne spidse, som havde man brugt en blyantspidser, så trækker blodåren sig hurtigt tilbage og man kan klippe lidt igen efter et par dage..

Det er desuden meget vigtigt at saksen er stærk og meget skarp, ellers vrider den kloen, når den klipper og det gør ondt. – For lange klør kan på sigt give smerter i skuldre og led, fordi bevægelserne bliver uhensigtsmæssige.. Kløer der rører gulvet, når hunden står helt almindeligt, er for lange.

Man kan også vælge denne metode :

God video om negleklipning – jeg vil dog anbefale at vippe poten bagud når hunden står op som i det sidste eksempel, så trækker man ikke i benet – altså som når man renser hove på en hest..
https://www.youtube.com/watch?v=6JTKrJ2sVGo

‘Min cykel er punkteret’, ‘Mit køleskab er tomt’, ‘Min mobil er løbet tør for strøm’ – Tænk hvis vi bare lod disse irriterende momenter blive til tilstande, som ikke blev ændret..?
Det er lidt det der sker indimellem på hundefronten; ‘Min hund trækker’, ‘Min hund hopper op’, ‘Min hund ignorerer mit indkald’.. Disse daglige irritationsmomenter bliver ofte bare til beskrivelser af hunden, i stedet for bare en beskrivelse af en forbigående tilstand som der arbejdes væk. Ikke at disse adfærd er ligeså hurtige at ændre som at lappe en cykel, men der er absolut ingen grund til at opfatte dem som endegyldige beskrivelser af hunden. – Stort set alle uønskelige adfærd kan ændres til det bedre.

Opsøg hjælp så du kan få et dejligt langt og sjovt liv med din hund.

Jeg hjælper dig meget gerne med at finde ud af hvilken type hund, der ville passe bedst ind i dit liv.

Jeg elsker røde biler! – Skal jeg så vælge en Ferrari eller en Ferguson?

En hunderace er mere end bare farven på pelsen.

Hvis vi dog bare var ligeså omhyggelige med vores valg af hunderace, som med vores valg af bil. Det er ret usædvanligt at købe bil udelukkende efter farven på lakken, og det burde det også være, når vi køber hund. At købe en traktor til at køre på ferie til Sydfrankrig i eller en sportsvogn til at pløje marken med, er jo helt tosset.
Alle hunderacer er gennem selektiv avl blevet genetisk forprogrammerede til helt specifikke opgaver. Det er meget forskellige opgaver, som vi mennesker har haft brug for hjælp til; at finde trøfler, løbe rundt højt oppe på tempelmure og alarmere de større vagthunde, trække hundeslæder gennem sneen, passe på fårene eller til at løbe ud på savannen og holde en løve i skak. Det gik sådan set helt fint rigtigt længe, indtil vi mennesker begyndte at købe hund efter hvordan den ser ud. Vi glemte bare, at de omhyggeligt fremavlede egenskaber stadig ligger dybt programmede i generne hos hunden. Det er en god idé at forholde sig til, hvad man gennem snesevis af hundegenerationer har foretrukket af egenskaber for en hunderace, inden man går ud og køber sig en dejlig familiehund.

Er det ikke bare et spørgsmål om træning?
Det hører man tit, men det kan altså blive en del op ad bakke, hvis man f.eks. køber en af de selskabshunde, som gennem selektiv avl i over 400 år dvs. 100-200 generationer, er blevet fremavlet til, at ville være meget tæt på sin ejer døgnet rundt, og derefter regner med, at den nemt kan være alene i 8-10 timer om dagen. Eller hvis man falder for en smuk jagthund, der ligeledes er blevet avlet på efter dens jagtlyst og så udelukkende bruge den til at trisse rundt på et parketgulv og pynte – det kan der altså godt komme nogle meget frustrerede hunde og dermed nogle mindst ligeså frustrerede hundeejere ud af. For hundene vil jo reagere uhensigtsmæssigt, når deres behov ikke bliver opfyldt; de bliver triste og stressede, de hyler eller de splitter møblerne ad..

En glimrende familiehund.
I de fleste raceportrætter står der, at det er ’en glimrende familiehund’, men det er altså ikke det eneste, man bør undersøge, inden man drager ud for at kigge på små bedårende hvalpe. Nogle hunde er således gode familiehunde SAMTIDIG med at det ligger dybt i deres gener at holde mennesker væk fra deres territorier, eller de er avlede til at gø intensivt for at alarmere større vagthunde ved den mindste lyd i nærheden af deres territorie. I nogle hunderacer har man dyrket så meget hyrdeinstinkt, at det kan være svært for mange eksemplarer af racen, at slappe af på en bytur, hvor der er cykler, løbere og legende børn, fordi det ligger så dybt i dem, at alt hvad der bevæger sig skal der styr på, dvs. hyrdes på. Flere racer er avlet til at ’gå på jagt alene’ uden at vente på ejeren; de kan være meget svære at holde i en have uden et højt hegn osv.

Hunderacer har på samme måde som biler meget forskellige ydre udtryk, men udelukkende at vælge efter dette, er lige så uhensigtsmæssigt for racerkøreren og for landmanden som for hundeejeren.

Genetik

Man ved nu at genetikken styrer ca. 80 % af adfærden, hvor man førhen mente at arv og miljø bestemte delte 50/50 mht. indflydelse på adfærd, temperament og egenskaber. Da genetikken har en så afgørende betydning for et individs adfærd, er det oplagt, at vi skal gøre os meget umage, når vi vælger ophavet til vores bedste ven med pels. Dette betyder naturligvis ikke, at man bare skal lade stå til og pege på generne; der er masser af mulighed for læring i de sidste 20%. Men på samme måde som man ikke kan elske eller træne krøllerne af en puddel, så er der mange egenskaber som ligger så tilpas stærkt i generne, at det kan betale sig at forholde sig til dem, inden man køber den lille nuttede hvalp. Enhver perfekt og vidunderlig hunderace har nogle irriterende sider. Hvis du sammenholder det mest irriterende ved en hunderace med hvad dens race oprindeligt er avlet til, så er der næsten altid en sammenhæng. De mest almindelige problemer folk har med deres hunde, er det man kalder problematisk normaladfærd – normalt for hunden, problematisk for ejeren. Nogle hunderacer er nemme at lære at blive tæt ved ejeren på skovturen, andre hunderacer har megen jagtlyst og har meget svært ved at lære det samme. Vi taler om, at hunderacer er samarbejdende eller selvstændige. Det handler ikke om at nogle er klogere, dummere, mere stædige eller sødere. Samarbejdende hunderacer er avlet til at lytte og støtte sig meget til mennesker. De er som regel lidt lettere at træne, men de er ofte også meget afhængige af at blive stimuleret en hel del af deres ejere og det kan være en udfordring at stimulere dem nok til holde dem nede på et sundt stressniveau i hverdagen. Selvstændige hunderacer derimod, er avlet til at arbejde mere alene uden mennesker. Men det betyder så også, at de ofte er flinke til at løbe meget langt bort og til at ’stimulere’ sig selv og almindelig lydighedstræning, som f.eks. indkald, kan være udfordrende.

Hvad skal man så vælge?

Den perfekte hunderace findes nok ikke, men der er mange – ca. 400 racer at vælge i mellem, så den race der passer allerbedst til jeres hverdag, skulle der være god mulighed for at finde. Derudover er der jo alle blandingerne, men også her er det vigtigt at vide, hvad der findes af racer i hunden. Desværre er det ikke sådan, at man hvis bare man blander en ’ikke jagtinteresseret vagthund’ med en ’ikke gøende jagthund’, så får man en stille blive-hjemme hund – Man kan lige så godt få en gøende ’stikke af hund’.

Vi ville nok undre os, hvis en jæger udvalgte sig en bichon havanaise eller en border collie og tænkte at resten bare var et spørgsmål om træning, eller hvis politiet indkøbte chow chow- eller sheltiehvalpe til indsatsstyrken. Både jægere, politi og militær vælger traditionelt hunde efter, hvad de er avlet til og hvilke egenskaber der derfor kommer med i gengave. Ligeledes er det med førerhunde, narkohunde osv. Vi andre burde tænke ligeså meget på ’hvad vi skal bruge hunden til’.

Naturligvis kan der være stor forskel fra individ til individ, men enhver hunderace har nogle fælles egenskaber og adfærdstræk.

Her er lidt grundlæggende egenskaber, som kan opleves som problemadfærd, men som er normal adfærd og ret typiske hos forskellige hunderacer. Husk endeligt at alle disse egenskaber er ikke statiske som et stempel i nakken af hunden, de kan trænes og arbejdes bedre og helt væk, men det kræver netop dét – træning og arbejde.

• Meget højt aktivitetsniveau
• Ressourceforsvar
• Meget madglad
• Voldsom hilseadfærd på hunde og mennesker
• Hopper i alt vådt udendørs hele året
• Meget gøende
• Meget selvstændig
• Stikker af
• Stærk jagtlyst
• Meget lydfølsom
• Svært ved at være alene
• Trives bedst i hundeflok
• Stor hyrde trang
• Stjæler mad
• Svært ved fremmede mennesker
• Svært ved fremmede hunde

• Den eneste type hund, der ikke har én eneste af disse egenskaber findes i legetøjsbutikker – en plyshund.

Det bedste man kan gøre når man skal vælge hund er at definere sin egen forventning til hundehverdagen og så læse en masse om forskellige racer. Ofte findes der facebookgrupper for ejere af racen. Spørg evt. en veluddannet hundetræner om typiske træk ved racen. Dygtige hundetrænere har så mange racer mellem hænderne og en masse racekendskab gennem uddannelsen og vil gerne hjælpe. Det er blevet almindeligt at hyre en uddannet hundetræner til at hjælpe med valg af race og individ. Man bør især kontakte ejere af den pågældende race, ikke kun opdrættere, men ejere der ikke avler. Spørg lige ud om hvad det mest irriterende ved den race er og forhold dig til, hvor vigtig denne lille detalje er for dig de næste 14-16 år.

Tag en snak med din lokale dyrlæge om, hvad hun mener om sundhedstilstanden for en given race. Man kan også kontakte et hundeforsikringsselskab og høre hvad sygeforsikringen koster for de forskellige racer. Det kan indikere lidt om racens skavank frekvens, idet der er 20 – 25 % forskel i pris på en sygeforsikring racerne indbyrdes, hos samme forsikringsselskab.

Opdrætter

Dernæst må man så finde sig en ordentlig opdrætter, der avler på nogle sunde dyr. Da f.eks. lydangst er arveligt, er det særdeles væsentligt, at forældrehundene er gode eksemplarer af racen, måde mentalt og fysisk. Epigenetikken, som er et nyere molekylærbiologisk forskningsfelt, viser at aflæsningen af gener ikke er statisk, gener kan “slukkes” eller “tændes”. Det giver jo også mening rent evolutionært, at frygt for nye farer kan indlagres i generne efterhånden, som nye farer opstår. Vi har længe vidst, at en tæve der er stresset under drægtigheden kan ’smitte’ sine hvalpe med stress. Men nu ved vi altså også, at angst opstået hos en af forældrehundene lang tid før parringen, kan ’sætte sig i generne’ og nedarves. Det er derfor vigtigt at have et godt kendskab til begge forældrehundes temperament og sind.

Opdrætteren spiller selvsagt en kæmpe rolle og man må sikre sig, at det er en kyndig person, der gør sig umage med socialiseringen i hvalpens første 8 uger. Hunde har, ligesom alle andre pattedyr, en socialiseringsperiode, hvor alt hvad hvalpen præsenteres for på en rolig og fornuftig måde i hvalpens eget tempo, lagres i hukommelsen som ufarligt og nemt at håndtere for hunden senere i dens liv. Hundes socialiseringsfase slutter ved 12-16 uger, så derfor er de første 8 uger, hvor hvalpen er hjemme hos opdrætteren meget væsentlige. Det kan være svært for en uerfaren opdrætter at overskue at have 12 glade 7 ugers hvalpe med på tur ind på en gågade, ud på en strand, på hyggebesøg hos dyrlæge, at få dem vænnet til børn, bilkørsel, larm, kloklipning og håndtering, komme godt i gang med renlighedstræning, indkald osv. – det er meget krævende, at være en god opdrætter.

Når alle disse overvejelser så er gjort, så er man endelig klar til at finde sig sin allerbedste ven med pels. Ofte vil opdrætteren selv fordele kuldet ud blandt hvalpekøberne. Selvom du har præferencer for én bestemt lille trold, som lige valgte dig, da du var på besøg, så tænk på, at hvis du var kommet to timer senere, så var den lille trold dybt sovende og en anden lille hvalp var kravlet op på dit skød. Men selvfølgelig skal man lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse, når man skal sige ja til den udvalgte hvalp.

Er det hund nummer to eller tre I leder efter, gælder alle de samme overvejelser, plus at man skal forholde sig til typen af hund, der allerede bor i familien. Vi kan ikke udregne os frem til den perfekte hund, men vi kan gøre os rigtig meget umage med at finde den type, der passer bedst til os.

• Det er jo en ven ved vores side i de næste mange år, som vi tager med hjem og netop ikke blot en bil, som man kan skille sig af med, hvis behovene ændrer sig.

Mette Rio/HundPlus.dk

Dette interview lavede jeg med
Dyrlæge Jens Knudsen fra Næstvedegnens Dyrehospital
i nov. 2013 til et hundeblad ‘Ridgebacken’ som jeg var redaktør på.

HVALPEFEDT- KUN PÅ HVALPE DER ER UNDER 8 UGER!

R: Hvor mange Hofteleds Dysplasi & Albueleds Dysplasi røntgenbilleder tager du ca om året?
Jens Knudsen: Mere end 200 om året

R: Har du fulgt nogle af disse hunde fra hvalpe?
JK: En hel del af dem er jo lokale opdrætteres hunde som jeg har fulgt, nogle fra fødslen og mange fra hvalpevaccinationerne og frem.

R: Over hvor mange år har du bygget din erfaring op?
JK: Jeg har rundet de 25 år som dyrlæge

R: Efter din overbevisning, hvad er så den største miljøpåførte risikofaktor mht HD AD hos vores hunde?
JK: Generelt gør jeg altid et stort nummer ud af at forklare, at det vigtigste man skal bekymre sig om, når man taler mad og hvalp, er ikke om den får nok, men at den ikke får for meget at spise. Man skal vende problematikken om, for mange bekymrer sig om, om den nu får det, den har brug for, men der findes ikke hvalpe, der bliver tilbudt mad her i landet, der ikke får det de har brug for. Men der findes mange der får mere end de har brug for. Og det er klart at når jeg pointerer det ved den første hvalpevaccination, så er selvfølgelig fordi jeg mener at det er en væsentlig faktor i forbindelse med vækstrelaterede ledproblemer. Specielt hos de store hunderacer, er for meget foder med til at fremprovokere ledproblemer.
Man kan sige at der er en masse undersøgelser der viser at miljø betyder ligeså meget som genetik, jeg tror ikke det er helt skævt at sige at mht indflydelse på hofteleds dysplasi (HD) og albueleds dysplasi (AD) så står genetik for 1/3 og miljøpåvirkninger for 1/3 og den sidste 1/3 er foderet.. ikke kun typen men også mængden.

R: Problematikken om store hunde og trapper ? – er det en skrøne eller er det rigtigt skidt?
JK: Skrøne. Det er ikke så meget trapper, men antallet af trapper. Det er klart at hvis man bor på 10. Sal og man vandrer op og ned af de der trapper 6 gange om dagen, så betyder det noget. Jo mindre hvalpen er jo er jo større udfordring er det. Ridgebackens er jo ret høj allerede i 6 mdrs alderen, og så er det ikke længere noget problem, så længe man ikke ligefrem bruger trappen som fysisk udfordring, altså som fysisk træning, det vil jeg aldrig anbefale. Nedadgående er det belastende fortil og opadgående er det belastende bagtil. Men almindelig brug af trappe, som når hunden skal ud, er ikke noget problem.
Og når hvalpen ikke længere bumper op og ned, men går ligeså ubesværet, som vi selv går, så vil jeg heller ikke længere betragte trappen som et problem for hvalpen.

R: Lange gåture, hvornår må de starte? Det med ligeså mange minutter gåture som alder i uger indtil 6 mdr.?
JK: Så kategorisk er jeg ikke. Så længe hvalpen gerne vil bevæge sig for at opleve noget, så må den gerne, men man skal aldrig nogensinde motionere en hvalp, man må motivere og mentalt stimulere, men aldrig motionere. Motionering er noget der hører voksne hunde til.
Jeg vil helst ikke sætte minutter på. Men den skal ud og opleve, hvorved den  bliver både fysisk, men også mentalt træt og stimuleret og det er det man skal opnå.

R: Voldsom leg med andre hunde/hvalpe, skal det stoppes eller skal det bare være samme vægtklasse?
JK: For det første skal jo vi være forældre og passe på vores hvalp; hvis der er for stor forskel mellem størrelsen på hvalpene der leger, så får jeg i hvertfald dårlige nerver af at se på det, fordi det er jo dér at skaderne sker, en stor hvalp der kommer til at træde på en lille, så knækker der jo nemt noget indeni på den lille. Voldsom leg – jo, de skal have lov til at lege med deres ligestillede og det betyder jo i ca. samme størrelse, og der skal man igen tænke, at det må ikke blive for fysisk belastende det her. Vi forestiller os, at vi går en tur og møder en hvalp af samme størrelse og de leger godt, det er jo fint, men går man så videre og møder endnu et par hvalpe, så begynder jeg at bekymre mig om overstimulering fysisk, for leddene har de hårdest i starten, hvor musklerne er kolde og senere hvor musklerne er fysisk trætte, der begynder det at slide på leddene igen, og det er klart hvis hvalpen møder tre interessante legekammerater på den samme dag, så er det at vi som ‘forældre’ skal sige at den sidste legetur, den gemmer vi til i morgen, for hvalpen kan ikke selv sige nej tak til leg, selvom den er for for træt. Og det gælder indtil hvalpen er udvokset dvs 1 år for store hunderacer.

R: Voksne hunde, motionsløb og Lure Coursing/Agility, er skadeligt ?
JK: Det mest optimale er at varme hunden op før, og sørge for at hunden er i ordentlig og passende fysisk form til den aktivitet hunden skal deltage i, og det vil sige at man sørger for at man ikke overbelaster den.

R: hvordan ser vi om vores hunde/hvalpe er overvægtige?
JK: Nogen gange bruger jeg udtrykket: ’Man skal ikke fodre en hvalp, så den ligner en sælunge’ og det betyder at hovedet skal bestemt ikke være det mindste på hvalpen. Jeg foretrækker, at man bliver stoppet på gaden, og får at vide at ens hvalp er alt for tynd, fremfor at få at vide, at den er pæn og trivelig. Jeg foretrækker, at man taber en udstilling I 7 mdr.’s alderen, fordi den ikke har krop nok, fremfor at man får at vide, at den har god fylde og god krop. Det er vigtigt, at man både kan se taljen fra siden og oppefra. Og at den har en dyb og bred brystkasse i forhold til maven. Og så gør det ikke noget at man kan se tingene stikke lidt ud her og der, det er bedre end at den er polstret fint ind. – Disse ting gælder i vækstfasen, og det er for at holde den i det, man kan kalde en langsom og sikker vækst. Når først den er voksen, så handler det mere om, at den ikke skal veje for meget; bliver en voksen hund for tyk, så kan man få den til at tabe sig igen, men mht. hvalpen, der har fået sig en ledskade pga. overvægt, det kan vi ikke få til at forsvinde, bare ved at få den til at tabe sig igen.
Men måden man ser om den voksne hund er overvægtig er præcis det samme: talje, både fra oven og specielt fra siden.

R: Er hunde blevet svagere over tid gennem avlen?
JK: Nej, det er de ikke,  selvfølgelig er der nogle racer, der slås med at den genetiske variation er stor nok, og der også nogle racer, hvor avlsmålene ikke er optimale i forhold til sundhed, set fra min synsvinkel, men generelt synes jeg ikke at det er gået baglæns over årene. Jeg ved godt at, hvis man går ind og kigger på statistikkerne mht. til f.eks HD så har man overordnet set ligeså mange gode som dårlige tal, som man havde for 20 år siden, men tidligere fik  vi ikke alle bedømmelser ind til vurdering , der var en større tendens til, at hvis røntgenbillederne så pæne ud, blev de sendt ind, men hvis de så dårlige ud, fravalgte man at betale for bedømmelsen og så blev den ikke registreret. Det har jo selvfølgelig påvirket statistikken. Og i dag får vi jo registreret både de gode og de dårlige resultater.
Så vil min påstand også være at når vi snakker hoftevurderinger i graderne D og E så er disse blevet bedre end D og E hofter var tidligere. Hvis man skulle nuancere statistikken, så burde man også have F, G og H for vurdere udviklingen iblandt de dårlige hofter. Jeg kan sige det på en anden måde: der er færre hunde der i dag bliver aflivet pga. så dårlige hofter, at de ikke kan leve med dem. Tidligere når man fotograferede hofter (dengang var det især schæfere der blev fotograferet) var det ikke ualmindeligt, at de aldrig fik lov at vågne op igen efter fotograferingen, fordi hofterne så så dårlige ud, at hunden aldrig ville kunne fungere ordentligt. Det hører jo absolut til undtagelserne i dag, at finde en hund der har så dårlige hofter og gener af  det, at man vil anbefale at stoppe hundens liv.

R: Hvalpe der hopper op og ned af sofaer og trapper, kan de lave skader på sig selv? Hvornår må de?
JK: Egentligt er det samme som med trapperne – en 12 ugers hvalp der bumper ned fra sofaen kan godt lave en skade på sig selv, mens en halvårshvalp der nærmest bare går ned, ikke løber den store risiko, men f.eks et højt bagagerum skal man også være ret opmærksom på.

R: Agility, Freesbee, Lure coursing og lign. hundesportsgrene .. godt eller skidt?
JK: Det er selvfølgelig voksne hunde vi taler om her. Det er ikke nogen hemmelighed at vi ser en del skader på de hunde der springer efter freesbees og andre fysiske aktiviteter, hvor de skal springe og dreje, det kan nemt kan give ledskader og kastelege som sten ud I vandet eller pindekast, kan give hals og tandskader. Disse aktiviteter er jo heller ikke så mentalt stimulerende, så er det bedre at lave noget, hvor de skal bruge næsen ; noget søge/finde eller noget, hvor de er nede i ét plan ligesom løb, som de er lavet til.

R: Foder, har det efter din overbevisning nogen indflydelse på HD og AD? – kosttilskud?
JK: Som jeg siger til hvalpeejeren, ved vaccinationsbesøg her på hospitalet: at det vigtigste er ikke, hvilket foder de får, men at de ikke får for meget af det. Selvfølgelig er kvaliteten af foderet også vigtigt i forhold til ernæringsbehovene – det er noget om, at man får hvad man betaler for. Men selv det bedste foder, er noget skidt, hvis man får for meget af det.
Der findes foder der dæmper leddets behov for smertestillende, men det er først hvis skaden er sket. Der findes også fodertilskud og medicinske behandlinger som er gode men det er også primært hvis skaden er sket.

R: Alm. god kondition og muskelmængde, har det en indflydelse på leddets tilstand ?
JK: Det er en udbredt misforståelse at hvis man har en hund med C eller D hofter, så skal man skåne den, men det er endnu vigtigere for den hund med svage hofter at den bliver holdt slank og i god kondition, den hund der har gode hofter kan bedre klare at lave noget uden helt at være i form til det.

R: Efter din mening, op til hvilken grad, er det ok at avle på hunde med HD eller AD?
JK: Jeg kan ikke give dig entydigt svar , vi har jo flere faktorer der spiller ind på valget af avlshunde . Hvis man f.eks har en hunhund med C hofter samt en masse gode egenskaber i en race med begrænset genetisk variation så kan avl på c-hoften komme på tale hvis man finder en hanhund med rigtig gode hofter selv og med et godt indeks. Men generelt mener jeg at: A hofter er gode, B hofter er ok og en C hofte kun er  en man bruger med meget omhyggelig omtanke.

Hvis det var en lyskurv ville der være grønt lys for A og B, taxagult for C og rødt for D og E.
Og mht albuer er den grøn for 0 og taxagult for 1 og rød for 2 og 3.
Dette er jo en generalisering, der er stor forskel fra race til race; en labrador kan halte meget pga en AD 1, mens en schæfer kan gå gennem hele livet uden at halte på en AD 2.Der er også en racemæssig forskel på typen af albueledsdysplasi og hvor påvirket hunden er af ledforandringerne.
Generelt kan man sige om problematikken omkring hvalpe og dysplasi, at naturligvis er det vigtigt at genetikken er i orden. Men det er også særdeles vigtigt at mængden af foder og at miljøudfordringerne er korrekte. Det er vigtigt at forstå, at det er ikke nødvendigvis så meget, er arten af foder, som mængden af foder, der er den store faktor. Og for de voksne hunde: overvægt er en belastning for leddene: god fysisk form løser de fleste problemer.
For nogle år siden så jeg en tysk ruhåret hønsehund, som er en race, der generelt har virkelig gode hofter, og denne her blev fotograferet til lærebogsfine A hofter i et årsalderen; den hunds hofter var slidt ned I 6-7 års alderen, og det var de, fordi hunden blev taget ud af hundegården  hvert år 1. oktober for at gå på jagt og så gik den på fuld damp 4-5 dage om ugen I jagtsæsonen, og sådan en fysisk belastning uden at være I form til det, det kan leddene naturligvis ikke klare, også bliver de slidt ned.

©Hundplus.dk.