Jeg hjælper dig meget gerne med at finde ud af hvilken type hund, der ville passe bedst ind i dit liv.

Jeg elsker røde biler! – Skal jeg så vælge en Ferrari eller en Ferguson?

En hunderace er mere end bare farven på pelsen.

Hvis vi dog bare var ligeså omhyggelige med vores valg af hunderace, som med vores valg af bil. Det er ret usædvanligt at købe bil udelukkende efter farven på lakken, og det burde det også være, når vi køber hund. At købe en traktor til at køre på ferie til Sydfrankrig i eller en sportsvogn til at pløje marken med, er jo helt tosset.
Alle hunderacer er gennem selektiv avl blevet genetisk forprogrammerede til helt specifikke opgaver. Det er meget forskellige opgaver, som vi mennesker har haft brug for hjælp til; at finde trøfler, løbe rundt højt oppe på tempelmure og alarmere de større vagthunde, trække hundeslæder gennem sneen, passe på fårene eller til at løbe ud på savannen og holde en løve i skak. Det gik sådan set helt fint rigtigt længe, indtil vi mennesker begyndte at købe hund efter hvordan den ser ud. Vi glemte bare, at de omhyggeligt fremavlede egenskaber stadig ligger dybt programmede i generne hos hunden. Det er en god idé at forholde sig til, hvad man gennem snesevis af hundegenerationer har foretrukket af egenskaber for en hunderace, inden man går ud og køber sig en dejlig familiehund.

Er det ikke bare et spørgsmål om træning?
Det hører man tit, men det kan altså blive en del op ad bakke, hvis man f.eks. køber en af de selskabshunde, som gennem selektiv avl i over 400 år dvs. 100-200 generationer, er blevet fremavlet til, at ville være meget tæt på sin ejer døgnet rundt, og derefter regner med, at den nemt kan være alene i 8-10 timer om dagen. Eller hvis man falder for en smuk jagthund, der ligeledes er blevet avlet på efter dens jagtlyst og så udelukkende bruge den til at trisse rundt på et parketgulv og pynte – det kan der altså godt komme nogle meget frustrerede hunde og dermed nogle mindst ligeså frustrerede hundeejere ud af. For hundene vil jo reagere uhensigtsmæssigt, når deres behov ikke bliver opfyldt; de bliver triste og stressede, de hyler eller de splitter møblerne ad..

En glimrende familiehund.
I de fleste raceportrætter står der, at det er ’en glimrende familiehund’, men det er altså ikke det eneste, man bør undersøge, inden man drager ud for at kigge på små bedårende hvalpe. Nogle hunde er således gode familiehunde SAMTIDIG med at det ligger dybt i deres gener at holde mennesker væk fra deres territorier, eller de er avlede til at gø intensivt for at alarmere større vagthunde ved den mindste lyd i nærheden af deres territorie. I nogle hunderacer har man dyrket så meget hyrdeinstinkt, at det kan være svært for mange eksemplarer af racen, at slappe af på en bytur, hvor der er cykler, løbere og legende børn, fordi det ligger så dybt i dem, at alt hvad der bevæger sig skal der styr på, dvs. hyrdes på. Flere racer er avlet til at ’gå på jagt alene’ uden at vente på ejeren; de kan være meget svære at holde i en have uden et højt hegn osv.

Hunderacer har på samme måde som biler meget forskellige ydre udtryk, men udelukkende at vælge efter dette, er lige så uhensigtsmæssigt for racerkøreren og for landmanden som for hundeejeren.

Genetik

Man ved nu at genetikken styrer ca. 80 % af adfærden, hvor man førhen mente at arv og miljø bestemte delte 50/50 mht. indflydelse på adfærd, temperament og egenskaber. Da genetikken har en så afgørende betydning for et individs adfærd, er det oplagt, at vi skal gøre os meget umage, når vi vælger ophavet til vores bedste ven med pels. Dette betyder naturligvis ikke, at man bare skal lade stå til og pege på generne; der er masser af mulighed for læring i de sidste 20%. Men på samme måde som man ikke kan elske eller træne krøllerne af en puddel, så er der mange egenskaber som ligger så tilpas stærkt i generne, at det kan betale sig at forholde sig til dem, inden man køber den lille nuttede hvalp. Enhver perfekt og vidunderlig hunderace har nogle irriterende sider. Hvis du sammenholder det mest irriterende ved en hunderace med hvad dens race oprindeligt er avlet til, så er der næsten altid en sammenhæng. De mest almindelige problemer folk har med deres hunde, er det man kalder problematisk normaladfærd – normalt for hunden, problematisk for ejeren. Nogle hunderacer er nemme at lære at blive tæt ved ejeren på skovturen, andre hunderacer har megen jagtlyst og har meget svært ved at lære det samme. Vi taler om, at hunderacer er samarbejdende eller selvstændige. Det handler ikke om at nogle er klogere, dummere, mere stædige eller sødere. Samarbejdende hunderacer er avlet til at lytte og støtte sig meget til mennesker. De er som regel lidt lettere at træne, men de er ofte også meget afhængige af at blive stimuleret en hel del af deres ejere og det kan være en udfordring at stimulere dem nok til holde dem nede på et sundt stressniveau i hverdagen. Selvstændige hunderacer derimod, er avlet til at arbejde mere alene uden mennesker. Men det betyder så også, at de ofte er flinke til at løbe meget langt bort og til at ’stimulere’ sig selv og almindelig lydighedstræning, som f.eks. indkald, kan være udfordrende.

Hvad skal man så vælge?

Den perfekte hunderace findes nok ikke, men der er mange – ca. 400 racer at vælge i mellem, så den race der passer allerbedst til jeres hverdag, skulle der være god mulighed for at finde. Derudover er der jo alle blandingerne, men også her er det vigtigt at vide, hvad der findes af racer i hunden. Desværre er det ikke sådan, at man hvis bare man blander en ’ikke jagtinteresseret vagthund’ med en ’ikke gøende jagthund’, så får man en stille blive-hjemme hund – Man kan lige så godt få en gøende ’stikke af hund’.

Vi ville nok undre os, hvis en jæger udvalgte sig en bichon havanaise eller en border collie og tænkte at resten bare var et spørgsmål om træning, eller hvis politiet indkøbte chow chow- eller sheltiehvalpe til indsatsstyrken. Både jægere, politi og militær vælger traditionelt hunde efter, hvad de er avlet til og hvilke egenskaber der derfor kommer med i gengave. Ligeledes er det med førerhunde, narkohunde osv. Vi andre burde tænke ligeså meget på ’hvad vi skal bruge hunden til’.

Naturligvis kan der være stor forskel fra individ til individ, men enhver hunderace har nogle fælles egenskaber og adfærdstræk.

Her er lidt grundlæggende egenskaber, som kan opleves som problemadfærd, men som er normal adfærd og ret typiske hos forskellige hunderacer. Husk endeligt at alle disse egenskaber er ikke statiske som et stempel i nakken af hunden, de kan trænes og arbejdes bedre og helt væk, men det kræver netop dét – træning og arbejde.

  • Meget højt aktivitetsniveau
  • Ressourceforsvar
  • Meget madglad
  • Voldsom hilseadfærd på hunde og mennesker
  • Hopper i alt vådt udendørs hele året
  • Meget gøende
  • Meget selvstændig
  • Stikker af
  • Stærk jagtlyst
  • Meget lydfølsom
  • Svært ved at være alene
  • Trives bedst i hundeflok
  • Stor hyrde trang
  • Stjæler mad
  • Svært ved fremmede mennesker
  • Svært ved fremmede hunde

 

  • Den eneste type hund, der ikke har én eneste af disse egenskaber findes i legetøjsbutikker – en plyshund.

 

Det bedste man kan gøre når man skal vælge hund er at definere sin egen forventning til hundehverdagen og så læse en masse om forskellige racer. Ofte findes der facebookgrupper for ejere af racen. Spørg evt. en veluddannet hundetræner om typiske træk ved racen. Dygtige hundetrænere har så mange racer mellem hænderne og en masse racekendskab gennem uddannelsen og vil gerne hjælpe. Det er blevet almindeligt at hyre en uddannet hundetræner til at hjælpe med valg af race og individ. Man bør især kontakte ejere af den pågældende race, ikke kun opdrættere, men ejere der ikke avler. Spørg lige ud om hvad det mest irriterende ved den race er og forhold dig til, hvor vigtig denne lille detalje er for dig de næste 14-16 år.

Tag en snak med din lokale dyrlæge om, hvad hun mener om sundhedstilstanden for en given race. Man kan også kontakte et hundeforsikringsselskab og høre hvad sygeforsikringen koster for de forskellige racer. Det kan indikere lidt om racens skavank frekvens, idet der er 20 – 25 % forskel i pris på en sygeforsikring racerne indbyrdes, hos samme forsikringsselskab.

Opdrætter

Dernæst må man så finde sig en ordentlig opdrætter, der avler på nogle sunde dyr. Da f.eks. lydangst er arveligt, er det særdeles væsentligt, at forældrehundene er gode eksemplarer af racen, måde mentalt og fysisk. Epigenetikken, som er et nyere molekylærbiologisk forskningsfelt, viser at aflæsningen af gener ikke er statisk, gener kan “slukkes” eller “tændes”. Det giver jo også mening rent evolutionært, at frygt for nye farer kan indlagres i generne efterhånden, som nye farer opstår. Vi har længe vidst, at en tæve der er stresset under drægtigheden kan ’smitte’ sine hvalpe med stress. Men nu ved vi altså også, at angst opstået hos en af forældrehundene lang tid før parringen, kan ’sætte sig i generne’ og nedarves. Det er derfor vigtigt at have et godt kendskab til begge forældrehundes temperament og sind.

Opdrætteren spiller selvsagt en kæmpe rolle og man må sikre sig, at det er en kyndig person, der gør sig umage med socialiseringen i hvalpens første 8 uger. Hunde har, ligesom alle andre pattedyr, en socialiseringsperiode, hvor alt hvad hvalpen præsenteres for på en rolig og fornuftig måde i hvalpens eget tempo, lagres i hukommelsen som ufarligt og nemt at håndtere for hunden senere i dens liv. Hundes socialiseringsfase slutter ved 12-16 uger, så derfor er de første 8 uger, hvor hvalpen er hjemme hos opdrætteren meget væsentlige. Det kan være svært for en uerfaren opdrætter at overskue at have 12 glade 7 ugers hvalpe med på tur ind på en gågade, ud på en strand, på hyggebesøg hos dyrlæge, at få dem vænnet til børn, bilkørsel, larm, kloklipning og håndtering, komme godt i gang med renlighedstræning, indkald osv. – det er meget krævende, at være en god opdrætter.

Når alle disse overvejelser så er gjort, så er man endelig klar til at finde sig sin allerbedste ven med pels. Ofte vil opdrætteren selv fordele kuldet ud blandt hvalpekøberne. Selvom du har præferencer for én bestemt lille trold, som lige valgte dig, da du var på besøg, så tænk på, at hvis du var kommet to timer senere, så var den lille trold dybt sovende og en anden lille hvalp var kravlet op på dit skød. Men selvfølgelig skal man lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse, når man skal sige ja til den udvalgte hvalp.

Er det hund nummer to eller tre I leder efter, gælder alle de samme overvejelser, plus at man skal forholde sig til typen af hund, der allerede bor i familien. Vi kan ikke udregne os frem til den perfekte hund, men vi kan gøre os rigtig meget umage med at finde den type, der passer bedst til os.

  • Det er jo en ven ved vores side i de næste mange år, som vi tager med hjem og netop ikke blot en bil, som man kan skille sig af med, hvis behovene ændrer sig.

 

Mette Rio/HundPlus.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.